Retorisk medborgerskab > Retorik: Mediet for me...

RETORIK: MEDIET FOR MEDBORGERSKAB

v/Lisa Storm Villadsen
Indlæg ved institutdagen ”Humanistisk viden i videnssamfundet”
KUA 28. nov. 2008

Først vil jeg sige tak til Finn Collin og Jan Faye for indbydelsen til at komme og tale i dag med afsæt i Christian Kocks og mit bidrag til bogen Ideer vi lever på.

Endnu vigtigere er det at takke dem fordi lod handling følge tanke og besluttede sig for at lave denne bog. Bogens grundlæggende ide er at lade en række humanistiske fag komme til orde og forklare hvordan de former vores måde at forstå verden på og i det hele taget spiller en rolle i vores hverdag – uanset om man har studeret dem på universitetet eller ej. På den måde indtager bogen en konstruktiv position i tidens diskussion om forskningspolitiske prioriteringer. – Og når vi må konstatere at vigtigheden af humaniora ikke er lige indlysende for alle, er det kun naturligt at vi humanister tager det på os at oplyse om hvad vi laver, og hvorfor det er vigtigt.

At de humanistiske fag på hver deres måde bidrager til den enkeltes og samfundets almene dannelse er jo rigtigt nok. Det har vi hørt tit og det er et lille smule abstrakt. Tanken med bogen Ideer vi lever på er at uddybe denne og andre begrundelser for hvorfor humaniora er et forskningsfelt der ikke bare har bidraget til samfundets udvikling, men som fortsat skal have mulighed for at udforske og udfordre hvad vi tror vi ved om mennesker og deres liv sammen. På den måde tror jeg Collins og Fayes bog er væsentligt indlæg i debatten om humanioras stilling dels i forskningsverdenen, dels i samfundet.

I mit indlæg vil jeg lægge mig op ad bogens præmisser og først sige noget mere overordnet om hvordan jeg ser retorikkens rolle i samfundsmæssige forhold. Det fører mig til begrebet retorisk medborgerskab som jeg vil bruge som overskrift for en indføring i retorikfagets bidrag til analyse og kritik af det samfund der omgiver os.

I. Retorik og samfundsliv

Retorik er samfundets kit. Hermed mener jeg at retorikken i vores del af verden er uløseligt forbundet med det offentlige liv, og det gælder uanset om man betragter retorikken ud fra en primært historisk, teoretisk eller praktisk vinkel.

Nu kunne det være meget fristende at komme med et historisk rids om retorikkens centrale rolle som kundskabs- og dannelsesfag i den vestlige tradition, fra den eksplosive intellektuelle udvikling i Hellas i det 5. og 4. årh. f. Kr. gennem den græsk-romerske antik og middelalderen og senere til renæssancen, men jeg vil begrænse mig til at konstatere at retorikken er uløseligt forbundet med demokratiske styreformer, og at den har været en del af kernen i det europæiske humanistiske pædagogiske projekt i århundreder.

I perioder har retorikfaget været tæt knyttet til bl.a. æstetisk og teologisk – for ikke at sige juridisk – kommunikation, og er det selvfølgelig stadig, men som faget markerer sig på Københavns Universitet og i det hele taget former sig som forskningsområde i den store verden, har det primært fokus på kommunikation i det offentlige rum som den giver sig udslag i især samfundsrelateret og politisk kommunikation i bredeste forstand. Det er kendetegnende for størstedelen af den retoriske forskning i Danmark og udlandet at faget på praktisk og teoretisk vis forholder sig til demokratiets dagligdag som den former sig i skrift og tale.

Når vi taler om ideer vi lever på, er det værd at huske at ingen af de politiske ideer vi lever på, er opstået af sig selv eller naturgivne. Der er intet a priori ved at have en forfatning, eller ved magtens tredeling, individets retssikkerhedsgarantier eller ministeransvarlighedsloven. De, og alle mulige andre regler og normer for vores politiske liv, er tværtimod det praktiske resultat af en lang proces med forhandlinger og argumenter for og imod en tanke der engang opstod hos en person hvis vision viste sig at kunne bære. (Den nærmere tilblivelseshistorie står så ofte mere eller mindre klart for folk; fx hørte jeg i sidste uge en debattør i radioen hylde ytringsfriheden i Danmark som en tradition der gik ca. 500 år tilbage, og det var så på en eller anden måde grunden til at den nye bog med satiriske Kurt Westergaard-tegninger skulle hilses velkommen!).

På den baggrund vil jeg nu sige noget om retorikkens rolle i samfundets idéudvikling. For retorikken er som bekendt ikke bare en forsendelsesform hvor man ’pakker’ og ’sender’ et budskab af sted så det ’rammer’ lige ned i modtagerens mentale postkasse. Retorikfaget har en praktisk side, og den er meget værdifuld, men for at forstå fagets betydning for samfundets indretning og daglige drift må vi også holde os for øje at retorikfaget har en erkendelsesmæssig funktion som et værktøj for idéudvikling. Når jeg taler om denne retoriske proces som ”epistemisk” betyder at retorikken hjælper til at forstå hvordan erkendelsesmæssige, såvel som normative overbevisninger, opstår og styrkes i kommunikation med andre. Det vil jeg gerne forsøge at uddybe:

Retorikkens dobbelthed som et praktisk og et teoretisk fag er central for fagets selvforståelse. Som praksis lærer retorikken os at få andre i tale så de ikke bare hører, men lytter, forstår og engagerer sig – ikke bare når vi selv står op på ølkassen for at tale til forsamlingen og fremføre vores tanker på en klar og vedkommende måde, men også når vi som tilhørere skal forholde os til den argumentation vi møder og gøre meningsudvekslingen konstruktiv – fx i form af kritiske eller opklarende spørgsmål, svar eller supplerende oplysninger eller eksempler. Retorisk teori hjælper os til at forstå hvordan denne kommunikation fungerer, og den er grundlag for overvejelser om formål og kvalitetskriterier for kommunikation i den offentlige eller halvoffentlige sfære. (Det kunne være kriterier som klarhed og redelighed, og det kunne være normer af mere æstetisk art som fx sproglig kreativitet og udtryksevne).

Som jeg var inde på før, er retorikken som praksis stærkt involveret i offentlig meningsdannelse. Kommunikation og retorik i det offentlige rum er kort sagt nødvendig for at flertallet overhovedet kan få en mening om emner der rækker lidt ud over vore hverdagserfaringer; ingen er født med at vide hvad kapitalfonde, politisk asyl eller stamceller egentlig er for noget. Kommunikation og retorik er uundgåelige når vi skal opnå viden om sådanne emner, og ikke mindst når/hvis vi står over for at skifte mening om dem.

Ligesom verden ikke blev skabt med demokrati i sig, har hver af de ideer vi lever på og med - som fx pengeøkonomi, menneskerettigheder, statsstøttet uddannelse, kollektiv transport og professionel sport – har alle udviklet sig fra en idé eller vision til noget vi alle tager for givet. Nogle ideer har haft nemmere ved at slå igennem end andre, men tænkere, debattører og samfundsrevsere har gennem tiden fået andre til at se og forstå verden på nye måder ved ufortrødent at fremsætte og argumentere for nye og mere eller mindre opsigtsvækkende ideer som fx kvinders ret til at stemme, højrekørsel, eller – for at tage et emne der tilsyneladende alligevel ikke er helt uddebatteret, i hvert fald ikke i Dansk Folkeparti, nemlig forældres revselsesret eller mangel på samme.

Og der venter masser af lignende spørgsmål – spørgsmål som endnu ikke har fået status som ”indlysende” viden eller en bredt anerkendt moralsk bedømmelse, fx om homoseksuelle skal have ret til at adoptere eller om den markant forskellige lovgivning om to typer rusmidler som alkohol og hash er medicinsk velbegrundet eller et udtryk for kulturelle eller sociale fordomme? Disse og mange andre emner er stadig til debat. Vi kan synes de er vanskelige at afgøre, men måske vil vores børnebørn undres ved tanken om at vi i ramme alvor kunne blive uenige om dem, fordi tanker og holdninger til disse emner til den tid vil have gennemgået en retorisk modningsproces hvor argumenter for og imod er blevet vendt, afvejet i forhold til hinanden for sidst at have nået et punkt for almen udbredelse der ikke længere gør dem kontroversielle.

Den lange vej fra den enkeltes tanke til ideens sociale og teoretiske anerkendelse og kulturelle forankring kan på mange måder betragtes som en retorisk proces. Selvfølgelig er der praktiske årsager til at nogle ideer er længe om at blive implementeret, men det jeg mere tænker på i denne forbindelse er udviklingen af ideen. For selvfølgelig sker det meget sjældent at nye tanker om samfundets bedre indretning opstår fikse og færdigformulerede hos klarsynede individer. Men gennem samtale og diskussion med andre, gennem kritiske spørgsmål og udfordrende modargumenter, og gennem den raffinering som det giver at fremsætte sine tanker igen og igen, kan vage fornemmelser gradvist omformens til sammenhængende tanker og i nogle tilfælde til ideer og viden af relevans for andre. Det er en retorisk proces. At sprogliggøre en tanke så den ikke bare møder forståelse, men også anerkendelse, at præsentere den så andre indser det rationelle, det retfærdige, det smukke eller det praktiske ved den, og at fremføre den i relevante fora indtil den vinder udbredelse og generel accept, er alt sammen retorisk adfærd. 

Det er så bl.a. retorikfagets opgave at redegøre for hvordan og på hvilke planer den retoriske proces manifesterer sig og medvirker til at transformere og formidle private tanker til kollektive diskursfællesskaber. Helt basalt sker det selvfølgelig gennem ordvalg og syntaks der sikrer at budskabet opfattes umiddelbart og uden misforståelser. Og mere generelt kan man undersøge måden de blev fremsat på (mundtligt – i form af private samtaler, offentlige taler, medie-transmitterede debatter, osv., i skriftlige former – som læserbreve, løbesedler, agiterende skrifter, bøger, osv.; i fysiske manifestationer – såsom demonstrationer og happenings, og i en række andre former såsom dokumentarfilm, undervisningsmateriale, m.v.), og også i form af fremsættelsesform og strategi (typer af argumentation, sprogbrug og appeller til forskellige grupper og samfundslag). Retorikere har bl.a. som deres opgave at analysere, beskrive og vurdere offentlig meningsdannelse; det kalder man retorisk kritik. Der kan være mange forskellige formål med retorisk kritik, nogle gange er det rent teoretisk, men typisk er der et fortolkende og vurderende element der er mere pragmatisk orienteret. Hvor det fortolkende element mest har en kulturanalytisk funktion, har det vurderende element ofte en konstruktiv impuls: den peger på styrker og svagheder ved en konkret ytring set i forhold til dens kontekst og funktion, og den retoriske kritik kan derfor danne grundlag for bedre praksis i fremtiden.

Der er vigtige punkter hvor retorikken stadig kan bidrage til at forstå, forklare og forbedre den offentlige debat i bredeste forstand. Et skridt i retning af at gøre dette arbejde er taget med etableringen af et to-årigt FKK-støttet forskernetværk med navnet ”Retorisk Medborgerskab: Perspektiver på deliberativt demokrati” baseret her på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling.

II. Retorisk medborgerskab

Jeg håber jeg har gjort det klart at vi ikke kan tænke demokrati uden at tænke retorikken med. Rent praktisk realiseres demokrati gennem vores evne til at kommunikere mening til hinanden. Når vi diskuterer, er det for at få de andre til at overveje vore fortolkninger og måder at vurdere på, og helst også overtage dem. Om de vil det, er op til dem; man kan ikke tvinge folk eller ”bevise” noget. Vi har brug for symboler til at opnå det samarbejde, de kompromisser og beslutninger der er grundlaget for at skabe og vedligeholde et samfund. Når folk skriver læserbreve, deltager som debattører og tilhørere til vælgermøder, blogger osv., er retorikken i bogstaveligste forstand bærende for borgernes deltagelse i samfundslivets politiske side.

Retorikkens fokus på at fremsætte og argumentere for synspunkter der vedrører fællesskabet, og på at diskutere dem, er ikke blot et udtryk for den enkelte talers ønske om at hævde sine egne synspunkter; den afspejler også en mere grundlæggende forpligtelse på fællesskabet. At bruge kræfter på at argumentere i det offentlige rum – som taler eller tilhører – er i sig selv en anerkendelse af betydningen af demokratisk debat og et bidrag til samfundets opretholdelse og udvikling. Den afspejler med andre ord en grundlæggende humanistisk indstilling der bygger på anerkendelse af andre mennesker og deres krav på at høre begrundelser og argumenter for beslutninger og på at blive tiltalt på rimelige vilkår. På den måde er retorikken en grundlæggende mellemmenneskelig disciplin, hvis væsentligste bidrag ligger i realisering og regulering af diskursive fællesskaber, og i erkendelsen af at kommunikation ikke er en indledende øvelse der tidsligt ligger før egentlig handling, men tværtimod er en handling i sig selv. Visse manifestationer af retorikken kan derfor ses som direkte udtryk for medborgerskab.

Begrebet ’retorisk medborgerskab’ er en nyskabelse. Det henviser ikke til en bestemt type retorik og er ikke knyttet til en bestemt teori, men er derimod bevidst tænkt som en tværgående ramme for undersøgelser af retorikkens rolle på samfundsplan. Ved at udforske medborgerskab som et retorisk-kommunikativt fænomen ser vi bl.a. på spørgsmål som idealet om demokratisk debat rejser – det være sig praktiske (Hvilke barrierer er der fx for at komme til orde i den offentlige debat?), ideologiske (Hvilke normer gælder for deltagelse i det offentlige liv, og er de rimelige?) og etiske aspekter (Hvad kendetegner en ligeværdig debat og hvordan håndterer man uenighed konstruktivt?).

Vi mener at der er en række fordele ved at betragte det at være medborger som et retorisk fænomen. Det ligger for så vidt allerede i betegnelsen ”medborger”. I modsætning til ordet ”borger” ligger der i ”medborger” en normativ og præskriptiv forventning om at vi som medlemmer af samfundet alle har adkomst til at påvirke kollektive beslutninger. Det er et standpunkt der tilskriver den enkelte en rolle i samfundslivet hvad enten det er som aktiv i græsrodsbevægelser, medlem af skolebestyrelser eller simpelthen som kritisk bevidst borger og vælger.

At betragte det at være medborger som en retorisk aktivitet betyder at man vægter den sproglige udveksling af holdninger og ideer højt. Selve processen anses altså for mindst lige så væsentlig som resultatet. Man interesserer sig fx for hvordan man skaber rammerne for den bedst mulige offentlige debat. Det er en radikal anden tilgang til politisk debat end den der ligger til grund for fokusgruppeundersøgelser og meningsmålinger der måler hvad folk anser som mest fordelagtigt for sig selv. At lægge retorikken til grund for politisk debat indebærer desuden en forpligtelse på det fælles gode - eller i hvert fald at besinde sig på at afveje forskelligartede hensyn med henblik på praktiske løsninger for fællesskabet. Her er spørgsmål om grundlæggende adfærdsregler i debat selvsagt centrale at undersøge. Det kunne fx dreje sig om respektfuldt sprog, om evnen til at anerkende uenighed som uundgåelig og derfor tænke mere i at afveje synspunkter. Men derudover må man også interessere sig for den bredere ramme for debatten: Hvor foregår den? og Hvad konkurrerer den med? For samtidig med at tilgængeligheden af viden og nyheder stiger og stiger, tegner der sig en tendens til øget social og vidensmæssig differentiering der giver sig udslag i stærkt varierende samfundsengagement på tværs af befolkningsgrupper. 

Idéen om retorikkens plads og centrale betydning i samfundslivet er værd at fastholde i dag. Det er ingen selvfølge at tingene får lov at foregå efter denne idé – heller ikke i et demokrati. Vi har nok af repræsentanter for modsatte partier der kører frem med hver deres kæpheste, men det er småt med erkendelse af at der vitterlig ofte er noget om snakken på begge sider af sagen, og at det der med fornuft kan siges, derfor må afvejes i en reel controversia, én hvor parterne lytter til hvad modparten siger, inddrager det i afvejningen og svarer på det. Hvad vi får under navn af politisk debat, er oftere en kappestrid i spin, hvor det gælder om ikke at svare på hvad den anden siger, eller svare på noget helt andet – begge dele uden at vi andre opdager det.

I kontrast hertil betragter retorikken det som et grundvilkår at folk hverken kan eller skal blive enige om alt, endsige at der kun er én rigtig løsning på de emner vi strides om. Det er lodret i modstrid med den retoriske tradition når nogle politikere gerne fører sig frem som om alle modpartens politikker er latterlige, mens alle argumenter mod ens egne enten fortegnes eller forties. Faktisk har retorikkens pragmatiske tilgang til dagliglivets argumentation som sin måske vigtigste konsekvens en grundantagelse om at vi ikke blot kan være uenige i vurderingen af noget, men at denne uenighed endda er (eller kan være) uomgængelig og legitim. Der indgår jo værdinormer og fortolkninger i bedømmelsen af de sager vi skal tage stilling til, og det kan være legitimt for os at fortolke en sag forskelligt og tillægge argumenterne om den forskellig værdi.

Rent praktisk har anerkendelsen af forskelligheden i vurderinger af konkrete forhold den fordel at den enkelte taler eller skribent lærer at se på sagen fra andre sider end sin egen og opøver sin evne til at forudse og imødegå konkurrerende argumenter. (Hvis altså ikke man ligefrem bliver klogere og ændrer mening under indtryk af modpartens argumentation.) Den amerikanske retoriker Thomas B. Farrell har desuden peget på et andet socialt vigtigt aspekt af retorikken. I forlængelse af filosoffen Alasdair McIntyres tanker om ”iboende” goder ved visse aktiviteter skriver Farrell at retorisk dygtighed har pædagogisk, afsmittende effekt på omgivelserne og kommer derfor ikke kun udøveren til gode. Når en person optræder retorisk godt, gør det i sig selv debatten bedre, får andre til at interessere sig mere for den og påvirker måske modpartens indstilling, fx i retning af at være mere præcis eller ændre argumentationstaktik. Set i dette perspektiv er retoriske dyder på det praktiske og individuelle plan altså også relevante på et kollektivt plan, dels fordi retorisk dygtighed aldrig står alene, men altid er en funktion af et forhold til nogen - dels fordi det ligger heri at retorisk formåen ikke kun kan føres tilbage til den enkelte, men også er en afspejling af et større diskursivt fællesskab. På den måde kan man sige at kvaliteten af et samfunds retorik står i et gensidigt afhængighedsforhold til livskvaliteten og menneskeværdigheden i det samfund; den ene kvalitet vil have tendens til at trække den anden med sig, enten ned eller op.

Retorikfaget har masser af håndværksmæssige greb at lære fra sig; den kan forklare hvordan og hvorfor argumentation er virkningsfuld eller det modsatte, den kan teoretisere over og eksemplificere samspillet mellem fornuft og følelser i vores forsøg på at bevæge hinanden til at tænke eller gøre bestemte ting, og den kan skærpe vores blik for sprogets æstetiske dimensioner og deres funktion. Men i dette oplæg har jeg talt om noget på en gang mere overordnet og mere basalt. Jeg har forsøgt at sandsynliggøre at retorikfaget er et humanistisk studie der yder et konstruktivt bidrag til vores hverdagsdemokrati – ikke bare som et akademisk fag hvor vi i nogenlunde sikker afstand fra verden kan analysere og kritisere praksis, men mere generelt som en forståelsesramme for det diskursive niveau i folkestyret.

Derrida har et essay der i sin engelske oversættelse bærer titlen ”Plato’s Pharmacy” hvor har slår sig løs i fabuleringer over pharmakon-begrebet i bl.a. Platons dialog ”Faidros” der som bekendt handler om sofisten Lysias og retorikkens eventuelle potentiale. Her til allersidst vil jeg kaste mig ud i at videreføre denne medicinske metaforik og konkludere at retorikken som kundskabsfag har taget på sig at foretage løbende sundhedstjek på samfundsdebatten, og den anbefaler gerne både forbyggende og afhjælpende råd til at sikre et vitalt folkestyre. Retorik er ikke bare en ide vi lever på, vi lever i den.